Det perfekte springbræt til et attraktivt karriereforløb
32-årige Diana Pantic har brugt financial controller-uddannelsen som genvej til en revisortitel og et attraktivt karriereforløb.
Diana Pantic havde allerede fast job og udsigt til en revisor-titel, inden hun var færdiguddannet som financial controller.
”Jeg har altid gerne villet arbejde indenfor revisorfaget. Det har denne uddannelse været et perfekt springbræt til,” siger Diana, der dimitterede fra financial controller-uddannelsen og derefter fik job som Assistant hos revisionskoncernen Deloitte i Odense.
”Denne uddannelse har været perfekt til mig og har muliggjort, at jeg kunne opnå nogle af mine karrieremål på kortere tid, end hvis jeg havde taget nogen anden uddannelse,” siger hun.
Godt springbræt til en videre uddannelse som revisor
Med financial controller-uddannelsen har Diana samtidig kunnet skyde genvej til revisortitlen. Diana kunne nemlig efter endt uddannelse, sideløbende med sit nye job som trainee hos Deloitte, hoppe direkte ind på HD-uddannelsens 2. del og skære halvandet år af revisoruddannelsen.
To års erhvervserfaring er et krav for at hoppe direkte ind på HD-uddannelsens 2. del. Dette krav kunne Diana heldigvis honorere takket være sin praktiktid og efterfølgende studiejob hos Census Revision samt bogføringsarbejde hos Odense Thai Massage.
”Jeg startede faktisk på HA-uddannelsen, men sprang fra efter 3. semester, fordi den var for teoretisk og ikke erhvervsrettet nok. Heldigvis opdagede jeg financial controller-uddannelsen, der dengang var en helt ny uddannelse. Den skulle vise sig at være en meget sjovere og bedre uddannelsesvej for mig,” siger Diana Pantic og uddyber, hvorfor hun synes uddannelsen var god.
Praksisbaseret og erhvervsrettet
”Uddannelsen er meget praksisbaseret, erhvervsrettet og ’spot on’ i forhold til revisorfaget. Der er obligatorisk praktik. Og de opgaver, vi løser på studiet, er med afsæt i virkelige problemstillinger. Vi er også ude og snakke med virksomheder. Underviserne har masser af frisk erfaring fra branchen. Det betød, at min arbejdsplads kunne sætte mig i gang med revisoropgaverne fra dag ét. Min arbejdsgiver kunne se, at jeg kunne håndværket. Derfor blev jeg også tilbudt job allerede under mit praktikforløb.”
Fra analyse af regnskab til rådgivning om skat
Financial controllere kan indgå i mange forskellige typer af job. Det kan være fra analyse af regnskab og nøgletal til at rådgive om virksomhedsform og skatteforhold. Som Assistent hos Deloitte løser Diana opgaver indenfor revision, regnskab og skatterådgivning.
”Jeg laver og kontrollerer regnskaber, besvarer spørgsmål om privatøkonomi og er ude på kundebesøg hos større virksomheder for at revidere deres regnskaber. Jeg kan rigtig godt lide kundekontakten og at hjælpe folk.”
Til efteråret starter Diana på en cand. merc. aud. sideløbende med sit job hos Deloitte. Hvis alt går vel, vil Diana om seks år kunne kalde sig statsautoriseret revisor.